Studenterrådet ved RUC søger koordinatorer til vores aktiviteter og engagement på Roskilde Festival 2024, hvor vi sender en større gruppe af frivillige til at drifte et af campingområderne.
Hvert år sender Studenterrådet ved RUC ca. 100-150 frivillige til Roskilde Festival, som har til opgave at drifte et af campingområderne. Som Roskilde Festival-koordinator har du ansvaret for at lede, planlægge og udføre Studenterrådets indsats på Roskilde Festival 2024, og der er derfor tale om en midlertidig ansættelse. Vi er i øjeblikket i dialog med festivalen omkring hvilket af campingområde, vi skal stå for i år. Vi forventer at stå for området “Get a Silent Spot” (Det gamle Silent & Clean).
Studenterrådet ved RUC er alle RUC-studerendes organisation, der arbejder for at skabe et bedre universitet både studenterpolitisk, socialt og fagligt. Gennem vores deltagelse på Roskilde Festival giver vi vores medstuderende mulighed for at få en gratis billet til festivalen, mod at man lægger en indsats som frivillig på festivalen.
Arbejdsopgaverne
Som vores Roskilde Festival-koordinator har du ansvaret for rekrutteringen af alle de ca. 150 frivillige, introduktion og information til de frivillige, og evt. vagtplanlægningen (dette afhænger af den konkrete aftale med festivalen). Du har det store overblik, har styr på de forskellige deadlines, får ansvaret for at lave og overholde budgettet for projektet og har ansvaret for at de praktiske forberedelser løses. Under festivalen har du også ledelsesmæssigt ansvar, dog kan dette uddelegeres til de såkaldte service managers, når du holder fri. Du kommer også til at stå for den løbende kontakt mellem Studenterrådet ved RUC og Roskilde Festival under planlægningen og afviklingen af festivalen.
Du får mulighed for at udvikle dine koordinerings- og ledelsesevner, samtidig med du har ansvaret for at skabe de rammerne for vores frivillige under festivalen, og dermed sikre at alle får en god festivaloplevelse.
Efter festivalen har du ansvaret for at lukke regnskabet og udarbejde en skriftlig beretning omkring dit arbejde, som gives videre til næste års koordinatorer. Du vil løbende gennem processen (før, under og efter festivalen) have samarbejde med Studenterrådets ledelse, som særligt hjælper med fastsættelsen af de overordnede rammer, budget og kontraktlige forhold.
Dine kvalifikationer
Vi lægger vægt på, at:
- Du er udadvent, og kan engagere, motivere og aktivere folk omkring dig
- Du har et netværk på RUC, som du med fordel kan benytte for at løse opgaven
- Du er struktureret og kan arbejde selvstændigt
Derudover er det et krav, at du har sprogkundskaberne til at arbejde mundtligt og skriftligt på både dansk og engelsk – Kørekort til bil er en bonus.
Vi tilbyder
- En studievenlig projektansættelse, med spændende arbejdsopgaver og frihed under ansvar
- Muligheden for at få erfaring med organisering, mobilisering, samarbejde og lederskab
- Indflydelse på rammerne for vores mange frivillige på Roskilde Festival
Honorar
Vi tilbyder et engangshonorar på 20.000 danske kroner (før skat) til koordinatoren / til deling mellem koordinatorerne. Honoraret udbetales efter projektansættelsen er afsluttet, forventeligt i løbet af efteråret 2023.
Ansøgning
Send din motiverede ansøgning og CV til Mads Hansen Bager, Bager@sr-ruc.dk senest søndag d. 31. januar 2024 kl. 12. Vi tilstræber i det omfang det er muligt at holde ansættelsessamtaler i primo februar. Hvis du har spørgsmål til stillingen eller ansættelsesprocessen kontaktes Mads Hansen Bager på Bager@sr-ruc.dk – Daniel Bjerregård på Bjerregard@sr-ruc.dk eller Jannick Persson på Persson@sr-ruc.dk.
Det er en god idé at være to eller flere koordinatorer om opgaven, så du skal være forberedt på at arbejde sammen med en medkoordinator. Der er mulighed for at søge som samlet hold, eller at søge alene og så evt. være med til at ansætte den anden festivalkoordinator i samarbejde med Studenterrådets ledelse.
Vi ser frem til at læse din/jeres ansøgning.