Studenterrådet ved RUC søger event koordinator (frivillig stilling)

Brænder du for tilrettelæggelsen af events, happenings og andre begivenheder? Har du lyst til at udvikle, planlægge og afholde sociale, politiske, såvel som faglige arrangementer for dine medstuderende? Kan du lide at arbejde i et afslappet miljø sammen med andre frivillige studerende? Så søger Studenterrådet lige nu en event koordinator.

Om os

Studenterrådet er organisationen af studerende for de studerende på RUC. Vi har til formål at varetage de studerendes studentersociale, studenterfaglige og studenterpolitiske interesser. Derudover er vi en ikke-religiøs organisation og er uafhængig af partipolitiske interesser. Vi står bl.a for rusvejledningen, adskillige sociale begivenheder (semesterstartsfesten, kapsejlads, sommerfest, mm), kurser for de studerende og politisk repræsentation i akademisk råd og universitetsbestyrelsen.

Om stillingen

Du kommer til at arbejde tæt sammen med Studenterrådets bestyrelse, forretningsudvalg og formandskab, så vel som mange andre studerende, der er aktive i Studenterrådet. Derudover vil du indgå i et tæt samarbejde med Studenterrådets sociale underudvalg RUCers By Choice, såvel som et team af andre frivillige med ansvar for fx kommunikation og fagligt indhold.

Du vil få konkrete muligheder for at koordinere og afholde en bred vifte af forskellige begivenheder, events og happenings. Derudover vil du må mulighed for at afprøve relevant teoretisk viden i praksis og få erfaring med eventkoordineringsopgaver i en faglig relevant kontekst.

Som event koordinator kommer du til at beskæftige dig med en række faglige opgaver, såsom fx:

  • Tilrettelæggelse af events og begivenheder rettet de studerende såsom fx opkvalificerende seminare, spændende og relevante oplægsholdere, demokratiserende og studenterinddragende stormøder, fester i samarbejde med RUC’ers By Choice, koncerter, stand-up shows, madoplevelser, mm.
  • Udarbejdelse og gennemførelse af en gennemtænkt strategi og plan for alle events for Studenterrådet.
  • Koordinering med kommunikationsansvarlige og andre frivillige i Studenterrådet
  • Planlægge og udføre de logistiske udfordringer, der eksisterer i forbindelse med afholdelse af et event.

Det vil også være muligt selv at komme med input til opgaver, begivenheder, fester og generelle strategier. Dette bliver særligt aktuelt i foråret 2018, da disse endnu ikke er bestemt.

Stilling er tidsbegrænset indtil 1. juli 2018, dog med mulighed for forlængelse.

Vi forventer at du bruge min. 8 timer i gennemsnit om ugen, dog vil der være perioder med en højere arbejdsbelastning.

Om dig

Vi forestiller os, at du:

  • er udadvendt, venlig, har et godt humør og er god til at skabe relationer
  • er opsøgende og har nemt ved at danne dig et overblik
  • kan navigere i en kompleks, politisk, faglig og social organisation med et højt tempo.
  • er god til at overholde deadlines og kan arbejde systematisk og struktureret.
  •  skriver og taler et fejlfrit og letlæseligt dansk og er dygtig til engelsk.
  • har erfaring eller lyst til at prøve kræfter med at afholde events, happenings, fester og lign.
  • er grundig og omhyggelig i din udførelse af opgaver.

Vi forudsætter ikke at du på forhånd har erfaring med eller har et indgående kendskab til vores organisation, men du skal være villig til at lære om Studenterrådet, RUC som organisation og det frivillige miljø på universitetet.

Som event koordinator får du derudover et certifikat på dit arbejde fra Studenterrådet, som du kan bruge fremadrettet i din karriere. Derudover vil du kunne benytte den erfaring, som du får igennem dine opgaver til dit CV og din karriereprofil.

Spørgsmål og ansøgning

Fik du ikke svar på alle dine spørgsmål? Så er du velkommen til at kontakte vores organisatoriske næstformand Marcus Turunen på marcus@studenterraadet.dk eller tlf. 5357 0138.

Alle interesserede ansøgere uanset alder, køn, handicap, religion, politisk orientering eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen. Det er dog et krav at du er studerende på Roskilde Universitet.

Send din ansøgning, CV og anden relevant dokumentation til marcus@studenterraadet.dk, senest søndag d. 8. Oktober 2017, kl. 22.